Blokhusvej går fra Pandrups hovedgade Bredgade til den når Kvorupvej. Navnet Blokhus stammer fra et blokhus, som antages at være opført omkring 1580 af Ingebord Skeel til Voergaard og Asdal. Det brugtes i forbindelse med handel med Norge, og lå på Blokhussletten mellem havklitten og Lien.
Blokhusvej var før i tiden Pandrups hovedgade, da byen vendte øst-vest. Både byens gamle skole og nuværende skole er på Blokhusvej. Ved vejen ligger også gården Bisgaard, hvis historie rækker langt tilbage i tiden. Om stedets tidligste benyttelse som boplads vidner den runesten, som blev fundet i 1855 og opbevares i Jetsmark Kirkes våbenhus. Ved udgravningen fandt man også Pandrupstenen, der er anbragt på hjørnet af Blokhusvej og Bredgade.