Det er koldt derude …..
Vinteren 1939-40 var meget streng. Temperaturen faldt til minus 28 grader celsius, og der var megen sne. I ugen fra 12. Til 19. Januar 1940 var samtlige kommunens skoler lukkede, da det var næsten ugørligt at få tilstrækkelig varme. Prisen på 1 hl. Kul var om efteråret 2,50 Kr. Den steg i januar til 10 Kr., og alle brændselslagre var snart tømte. Krig og is vanskeligheder besværliggjorde indførsel af nye forsyninger. Rationeringsbestemmelserne, der trådte i kraft omkr. September 1939 medførte, at der kun kunne købes brændsel til én uges forbrug på tiden, og den stærke prisstigning medførte at det kommunale tilskud for året 120 Kr. kun dækkede én måneds brændselsudgift.
Fælleslærerrådet indsendte til sognerådet andragende om en efterbetaling, hvilket afsloges.
Herefter samledes fælleslærerrådet og vedtog på mødet, at lærerne ønskede 10 tons tørv af bedste kvalitet frit i hus, såfremt de skulle forestå fyringen i den kommende vinter.
De to følgende vintre 1940-41 og 41-42 gav i strenghed og med hensyn til kulde og sne ikke ovennævnte vinter noget efter i strenghed. Der opnåedes ikke noget forlig med sognerådet angående brændselsgodtgørelsen, hvorfor kommunen herefter leverer det fornødne brændsel. Dette har imidlertid været af meget ringe kvalitet. Der har således ikke været nogen vanskelighed med at undgå overskridelse af den af ministeriet fastsatte maksimumstemperatur for skolestuer på 12 grader celsius.
Fra Hvetbo Herreds fælleslærerråds protokol 1940.