En morgen på mejeriet

Før skoletid tilbragte jeg mange herlige timer på mejeriet i Saltum, og især var det fascinerende at betragte travlheden om morgenen, når de faste mælkekuske kom ind for at aflevere mælk fra deres ruter i omegnen. Det var midt i 60’erne, og sceneriet var et sandt paradis for en lille knægt, der sad på sin cykel op ad trådhegnet ind imod haven.