Hune Kirke er påbegyndt i 1100 tallet. De gamle træskærerarbejder er fra 1400 tallet, prædikestolen fra 1600 tallet og kirkens inventar næsten ligeså gammelt. Der hænger to skibsmodeller under loftet. Den ene “Familie Minde” er skænket af Rasmus Thøgersen i 1899. Den anden er skoleskibet “København” skænket i 1930 af strandfoged Svenningsen, hvis søn var ombord, da skibet forsvandt sporløst i Sydatlanten i 1927-1928.
I kirkens våbenhus står en runesten, hvis tydelige og velbevarede inskription viser hen til sidste halvdel af det 10. århundrede. Oprindelig stod den ved oldtidsvejen mellem Hune og Jetsmark; senere blev den flyttet til det søndre kirkegårdsdige, indtil den fik sin nuværende plads.
På kirkegården er 20 tyske flygtninge blevet begravet i 1945. Vest for kirken står en mindesten for Thomas Olesen Løkken.
Hune Kirke fotograferet af fotograf Marie Andersen Pandrup i 1908.