N. S. Larsensvej

Vejen har navn efter Niels Severin Larsen, kaldet Bette Lassen, som ejede og drev Hotel Nordsøen. Hotellet bestod af flere bygninger, forrest ud mod vejen lå hovedbygningen. I den lå restaurationen og salonen til gæsterne nedenunder, og ovenpå var den store spisesal. Et stykke derfra lå bygningen med alle værelserne, og mellem selve hotellet og værelsesbygningen lå en pavillon. Der var plads til ca. 67 gæster, som mest kom fra København og andre store byer. Det var især direktører, konsuler og professorer, som var på fuld pension og blev bespist på faste tider i salonen. Man blev bænket ved 3 borde efter rang og stand.
Hotellet nedbrændte i 1958. Senere blev det såkaldte ”Spøgelseshotel” bygget på pladsen, hvor der nu er Shoppingcenter og Blokhus Torv.